Pernille Kim VÝrs

Forfatter i love litteratur

Aldrig andre

Nick

 

Allerede inden jeg er trådt helt ind på restauranten, er jeg i færd med at hive tørklædet af halsen og trække trenchcoaten ned over skuldrene. Jeg standser kun kort for at lade øjnene søge over de spisende gæster, og der er hun. Hendes blik er allerede låst til mit.

Fuck, hun er sur. Det er ikke den fedeste start på den påtvungne middag med min syvogtyve årige lillesøster. En middag jeg mest havde lyst til at aflyse grundet mit mørke humør. Problemet er bare, at det her snart er mit eneste humør. Jeg kan sgu ikke huske, hvornår jeg sidst ikke har haft denne forbandede tordensky hængende over hovedet. Den er som en kvælende fornemmelse. Som en konstant følgesvend efterhånden. Jeg er ikke sur, jeg er bare … ikke glad.

Så, om det bliver i dag eller i næste uge, vi mødes, kan sgu snart være lige meget. Det har ingen betydning for udkommet: Min lillesøster vil være stjerne-psykopatisk-tosset på mig, før hun stormer ud og løber sin vej. Hvorfor? Fordi mit svar vil være nej.

Har vi prøvet det før? Jeps, hver gang hun skal spørge om lov til noget nyt. Jeg gør det virkelig ikke med vilje, men de idéer hun kommer med … Christ, altså! Da hun var sytten, ville hun pludselig til Frankrig og studere. Hun holdt fast på, at det intet havde at gøre med den gut, hun lige havde mødt. Han var tilfældigvis franskmand og havde et stipendium, som udløb meget snart. Hold kæft, hvor hun tudede ørerne fulde på mig, da jeg sagde blankt nej. Det endte med, at jeg måtte betale ham for at skride ud af landet før tid. Selvfølgelig uden min søsters viden. Så var der en af de andre gange, hun havde sat sig i hovedet, at hun ville åbne en frisørsalon uden så meget som at have snuset til uddannelsen. Og jeg vil slet ikke tænke på, da hun ville have mig til at kaste penge efter den fikse idé om at åbne en hundesalon. En forbandet hundesalon, for fanden mand!

Jeg kan næsten ikke vente med at høre, hvad hun nu har fundet på. Læs: Jeg har allerede hovedpine, fordi jeg på forhånd kan høre hendes hysteriske stemme, når jeg svarer nej.

”Du kommer for sent,” bebrejder hun.

Jeg læner mig ned og kysser hendes kind. ”Jeg beklager, men mødet trak ud.”

Og den sætning sagde hun så samtidig med mig, mens hun lavede en utilfreds grimasse.

Ja, ja, jeg har nok brugt den lidt for tit, men det har sgu aldrig været løgn.

Så er det her, der er den første skillevej. Jeg kan vælge at tage den, hvor vi med det samme bliver uvenner. Altså den, hvor jeg stikker til hende om, at nogen af os skal jo arbejde, mens andre stadig ikke har fundet ud af, hvad de vil med deres liv. Jeg kan også være den voksne og tage den anden vej. Den, hvor jeg smiler og spørger, hvordan hun har haft det.

”Har du bestilt endnu?” Okay, så der var en tredje vej, jeg ikke lige havde set.

Hun nikker. ”Jeg har også bestilt til dig.” Hun er stadig stram i betrækket.

Jeg rynker panden. Hun ved, hvor meget jeg hader at få trukket noget ned over hovedet, selv den mad jeg skal spise. Men denne gang får hun lov. Jeg orker ikke, at skænderiet allerede skal starte. Jeg er sulten og har brug for mine proteiner, før jeg kan overkomme at holde på mit nej.

Jeg sætter mig til rette over for hende, og tjeneren kommer med vinkortet. Jeg vifter ham væk, før han overhovedet er nået frem. ”Bare en danskvand, tak.”

Jeg ser på hendes glas, der er tomt, men brugt. Det vil sige, hun har allerede bestilt noget at drikke og har drukket det. Shit, hvor sent kommer jeg egentlig? Jeg skæver til mit Koppel ur, og den dårlige samvittighed slår i maven. En time.

”For fanden, Lela. Det er jeg sgu ked af. Det var virkelig mødet, der trak ud.”

Hun nikker, og jeg ser den lille hage bævrer, men der er ingen sårede følelser at se i øjnene, som ligner mine så meget. En skarp grøn farve, der kan indeholde så mange følelser, hvis man altså tillader det, og det gør hun i stor stil lige nu. Ligesom mit hår er hendes også lysebrunt med et rødligt skær. Hvor mit altid er ultra kort, er hendes langt, men hænger aldrig løst. Det er ikke fordi, hun har sat håret i en pæn frisure, nej. Det er altid den samme rodede knold, der mest ligner noget, hun har sovet med. Lela går ikke med sminke, kun en smule mascara og alligevel er hun gudesmuk.

Hun trækker på skuldrene. ”Du kom i det mindste.”

Tak for lort! Hun hentyder til sidste gang, hvor jeg havde glemt aftalen. Hun havde ventet i næsten tre timer, før hun opgav. Hun var ikke til at banke op, og jeg måtte til sidst ringe efter en låsesmed, fordi jeg var urolig for hende. Hvad lavede hun? Hun sad på gulvet i skrædderstilling med et tæppe over sig og en kop te mellem hænderne. Forklaring: Når min søster drikker te, er den gal, som i virkelig gal. Nogle gange får hun lidt for mørke tanker, og jeg er nødt til at lade hende indlægge på den psykiatriske afdeling.

Jeg skæver til koppen, der står overfor hende. Tom. Godt, så er vi ikke så langt ude endnu.

”Slap af,” siger hun og viser mig koppen. ”Jeg har det fint.”

Fint? Jeg hader det ord. Fint er ikke noget, der beskriver ens sindstilstand. Ordet kan bruges, hvis man vil slippe let igennem det, når man bliver bedt om at fortælle, hvordan man har det.

Jeg ser hende an, og som altid har jeg ingen problemer med at gennemskue, at hun er ude på noget, men hvad? Hun har sgu trukket mig igennem det ene tossede påfund efter det andet. Jeg orker det ikke i dag.

”Hvordan går det med de andre?”

Jeg trækker på skuldrene og åbner den skræddersyede jakke, så der er bedre plads. Med de andre mener hun Jay og efter ham, er det Adrian, hun hentyder til. Min lillesøster har, siden hendes hjerte fandt ud af, at det kan føle på den måde, haft et crush på de to mænd.

”Jay er stadig meget forelsket,” svarer jeg ærligt. ”Og Adrian vil aldrig se dig som andet end en lille pige.”

Hun nikker og skjuler skuffelsen. Ingen af de to mænd har nogensinde vist hende den form for interesse. De ser hende mere som en lillesøster … på afstand, efter jeg fik dem til at love at holde sig mindst tre meter fra hende. Hun er for ung til mænd af deres kaliber. Hun er for ung bare i det hele taget, og hvis der er en mand, der så meget som tænker på at …

Hvorfor skal jeg altid få den grimme tanke? Min lillesøster har ikke sex. Hun har ikke sex. Hun er for ung og uskyldig.

”Nu, hvor jeg snart har fødselsdag, tænker jeg at fejre det med en rejse,” siger hun og ser prøvende på mig.

”Hvorhen?”

Hun trækker på skuldrene. ”Måske en tur til Mexico.”

”Mexico?” fnyser jeg. ”Hvad fanden vil du der?”

Hendes skuldre spænder op, men så er det, som om hun får beroliget sig selv, og hun smiler. ”Det var bare en ide ikke andet, daddy.”

Jeg hader, når hun kalder mig det.

Jeg nikker, mens jeg gør mit bedste for at grave ind i hendes hemmeligheder, men er der noget, min lillesøster er god til, er det at lukke i, når hun føler behov for det. Adrian plejer at sige, at hun ligner sin storebror alt for meget. Jeg plejer at svare, at hendes bror slår hårdere end en mukkert, så han skal bare holde de lange fingre for sig selv.

Hun er en bedårende lille sag, min søster. Det kan selv jeg se, og det kan jeg også se i mine kompagnoners blikke, når de en sjælden gang møder hende.

Ingen af dem tør sige mig imod, når jeg fortæller dem, hvor ung min søster er. For ung, til hvad de har i tankerne. Heldigvis opdager hun ikke selv de stjålne blikke, der alt for tit sendes hendes vej. Ligesom nu med manden i baren.

Jeg stirrer på ham, til han til sidst ikke kan undgå at mærke mit stikkende blik. Han vender sig om med et undskyldende udtryk. Ja, lad ham bare tro, hun er min date, hvis det kan holde ham på afstand, så fint med mig.

”Hvad har du ellers lavet?” spørger hun, og maden bliver serveret.

Jeg ser opgivende ned på min laks med alt for meget grønt om sig. Med en skulen ser jeg på min søsters mad. En stor bøf med bearnaisesovs og kartoffelbåde. Før hun kan nå at reagere, skifter jeg vores tallerkner ud, og hun griner.

”Hvad?” spørger jeg og tager saltbøssen.

”Jeg havde bare lyst til at se dit udtryk, når du troede, du skulle have fisk,” griner hun tøset.

Jeg hader det, når nogen forsøger at lave sjov med mig. Men lige i dette tilfælde spiller jeg skuespil, så det forhåbentligt kan få hende til at glemme min times forsinkelse. ”Du kommer over knæet,” knurrer jeg i en drillende tone.

Lela rejser sig halvt fra sin plads og tager saltet fra mig. ”Smag på det, før du ødelægger maden, daddy.”

Seriøst? Siden hvornår er hun blevet vores mor? Vores afdøde mor. Begge vores forældre er ikke længere hos os. Da jeg var et par og tyve, kom de ud for en bilulykke og begge døde på stedet. Min søster blev anbragt på et børnehjem og senere et ungdomshjem, men ingen kunne holde styr på hende og gang på gang ringede hun på min dør. Til sidst tror jeg, de opgav hende for i næsten et år, boede hun hos mig, og i atten års fødselsdagsgave gav jeg hende en lejlighed. Ja, jeg smed hende praktisk talt ud, men havde jeg ikke taget det drastiske skridt, ville vi have flået hovederne af hinanden. I dag når vi at gå hver til sit, før nogen af os får skrammer.

 ”Har du fundet en kæreste?” spørger hun og har allerede puttet den første bid af den klamme fisk i munden.

”Nej,” svarer jeg. ”Og nej, jeg skal heller ingen kæreste have. Det fungerer helt fint, som det er nu.”

”Og hvordan er det?” spørger hun og ser meget nysgerrigt til, da jeg stikker den første bid kød med masser af sovs på i munden.

Hun kommer aldrig til at lære den side af sin storebror at kende, og hun ved det. Alligevel forsøger hun gang på gang at hive slibrige detaljer ud om mit sexliv.

”Det skal vi ikke komme nærme…” Fyldt med den største lede, spytter jeg kødet ud på tallerkenen, mens jeg udbryder: ”Hvad fanden er det her for noget?”

Hm… Måske skal jeg fortælle lidt om mig selv, før vi går videre?

Jeg er et otteogtredive årigt røvhul. Jeg er stædig som et æsel, og får jeg det ikke på min måde, bliver jeg ved med at presse, til jeg gør. Jeg kender ikke til nederlag og har ikke tænkt mig at stifte bekendtskab med det nogensinde. Jeg kommer aldrig til at ende som min ven og kompagnon Jay, der i dag er forelsket til op over begge ører. Jo, jo, jeg kan da godt se, at han nyder livet mere nu, men han har også ændret sig. Han er blevet blød på grund af sin forelskelse. Han er stadig en fandens god forretningsmand, men tingene går bare ikke lige så hurtigt, som vi andre er vant til, når det omhandler Jay. Han tager stadig på forretningsrejser, men nu følger hun med en del af gangene, og Adrian tillader det kun, fordi han ikke kan holde ud at se på hendes triste hundeøjne, når Jay er væk. Hun hedder Julie, og er en af vores advokater. Den bedste vi har faktisk, men det får hun mig aldrig til at indrømme. Hun hører til i Adrians del af forretningerne, så det er også ham, der står for skud, når de to nyforelskede kommer op at tottes, og det gør de tit. Der har kun været en episode på kontoret, og det var lige i starten af deres forhold. Adrian truede med at sælge sin del at firmaerne, hvis det gentog sig. Han er stadig mellemmand en del gange, men parret holder balladen i hjemmet nu, og så ringer Julie til Adrian, der altid holder med hende, den vatnisse.

Er du sindssyg, mand. Det er utroligt, at ingen af dem er dømt for vold endnu. Jeg glemmer aldrig den dag, Jay troppede op med et mærke på kinden. Det var tydeligt at se, at det stammede fra en af hans piske. Okay, det var nok kun tydeligt for os, der er til den slags sex. For satan, det så drabeligt ud, og vi mobbede ham også længe efter, det var helet. Julie er en sej pige, og hun ved lige nøjagtig, hvordan den stædige ræv skal bearbejdes. Hun er snu, og Jay er alt for nem, når det omhandler hende.

Nem, det bliver jeg aldrig. Om jeg så skal skyde mig selv, vil ingen kvinde få mig under tøflen.

Aldrig, siger jeg dig. Det kommer aldrig til at ske for mig, og skulle jeg være så uheldig, at Amor kommer til at sigte forkert og ramme mig i stedet, knækker jeg pilen og lever med stumpen i hjertet, til lortet visner og falder ud af sig selv.

Jeg nyder mit liv som single. Jeg nyder at tage ud at spise hver dag og kun træde ind i min syvværelses lejlighed for at sove. Ingen kvinde får lov til at komme hjem i min hybel. Ingen kvinde får lov til at komme ind nogle steder vedrørende mig. Mit hjerte er beskyttet for det sukkersøde lort. Men jeg har overhovedet ikke noget imod at komme ind i kvinderne. Hvis du forstår sådan en lille en.

Nok om mig, for nu altså.

Tjeneren kommer straks hen til os, og jeg er flintrende ligeglad med, hvor mange forskræmte øjne, der ser min vej. ”Svar mig,” bjæffer jeg. ”Hvad er det her for noget ædelse? Hvordan kan I servere det for jeres gæster?”

”Det er en af de bedste retter på menuen,” forsvarer tjeneren nervøst.

”Nå, det er det,” galer jeg. ”Så vil jeg nødig smage nogle af de andre retter.” Han får ikke lov at svare. ”Hvor er kokken?” Jeg ser mod den lukkede dør ud til køkkenet. ”Hent kokken, den uduelige… ”

Tjeneren sprinter af sted, og jeg retter på slipset og lukker jakken. Man skal se præsentabel ud, når man skal give skideballe.

Lelas blik rammer mig, og jeg snerrer: ”Hvad?”

Hun ryster misbilligende på hovedet, og hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg sige, at hun ser ked ud af det.

Mens jeg utålmodigt venter på at få lov til at give min skideballe videre, gurgler jeg munden i min danskvand og spytter ud i glasset. Okay, måske har jeg det med at overdrive lidt, men jeg betaler sgu da penge for den ædelse, der er blevet serveret, så skal det også være i orden.

”Kan vi ikke bare gå?” forsøger min konfliktsky søster, for så snart det ikke er overfor mig, er hun netop det. Konfliktsky.

Jeg tager en dyb indånding, ikke så meget for at berolige mig selv, mere så jeg er klar til at give kokken en overhaling.

En lille lækker sag af en ung kvinde puffer døren til køkkenet op. Hun har knaldrødt og kort hår, der stritter ud til alle sider. Først ser jeg det ikke, fordi jeg har så travlt med at savle over hende, men da mit blik fanger hendes hånd, går det op for mig.

Hun er kokken.

Kokkehuen, som hun knuger hårdt, bliver smidt på baren, mens hun ser sig omkring. Hun ser ikke særlig nervøs ud, faktisk det stikmodsatte. Havde hun været en mand, ville jeg sige, hun ligner en arrig tyr. Tjeneren, der hentede hende, peger hurtigt i min retning, og jeg smiler tilfreds inde i mig selv. Ja, kom du bare herover, så jeg kan fortælle dig sandheden om dine ringe evner.

Da hendes blik ramler med mit, mærker jeg udmærket godt tiltrækningen, men jeg skyder den ned. Jeg er tiltrukket af mange kvinder, så jeg kan godt lade denne passere, uden at føle mig nødsaget til at reagere på det.

Ja, det er nemlig det, jeg gør. Jeg reagerer på de signaler, min krop giver mig. Er den træt, sover jeg. Er den sulten, spiser jeg. Liderlig, knepper jeg, and so on ...

Men i en situation som denne, har jeg mere lyst til at komme af med noget galde end med min sæd. Kvinder har jeg masser af, og mit normale er også to på en gang. Der skal meget til at tilfredsstille mig, så hvorfor nøjes med kun én kvinde, som jeg ved, bliver hurtigere træt end mig?

”Du havde noget, du ville sige til mig?” Den feminine stemme er hæs og fandens sexet.

De brune øjne ser næsten sorte ud, og for et øjeblik glemmer jeg mig selv, fordi jeg forsøger at finde pupillen, der er gemt i farven.

”Hvad?” snapper hun frækt. ”Har du aldrig set en kvindelig kok før, måske?”

Get over it, N, vrænger stemmen i mit hoved, og det gør jeg, sådan næsten altså, for hold nu kæft, de er dybe i deres farve de øjne. Man synker nærmest helt ind i det egyptiske mørke. Og øjenvipperne … Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set så kraftige og lange vipper før.

Hun er bestemt ikke dansk, og jeg finder mig pludselig fandens nysgerrig efter at finde ud af, hvilket land hun stammer fra. Jeg gætter på, at der er noget colombiansk over hende. Jeg har haft mange kvinder og holder status med hvilket land, de kommer fra. Ja, ja, jeg er mærkelig, men jeg har heller aldrig påstået andet.

Jeg er sgu nødt til at rejse mig, for at komme over min forgabelse af den lille sag. På denne måde kan jeg også fryde mig over, at hun er nødt til at se op og ikke ned på mig.

Langsomt på en bevidst kalkulerende måde rejser jeg mig derfor. Jeg er en bred mand, fordi jeg træner en del, nok mere end hvad sundt er, men jeg er også meget høj. Det her virker dog næsten latterligt morsomt for mit ego. Kvinden er nødt til at krænge hovedet tilbage for at fastholde øjenkontakten, og til min tilfredsstillelse lægger jeg da også mærke til, at hun tager sig selv i at træde et skridt tilbage.

Jeg vil skyde hende til at være omkring en meter og femoghalvfjerds til firs høj, og jeg er en meter og syvoghalvfems.

”Undskyld hvad?” Jeg hørte hende jo godt, jeg nyder bare hendes reaktion lidt for meget.

”Jeg spurgte, har du aldrig set en kvindelig kok før, siden du skal stirre sådan?”

”Jo, det har jeg,” svarer jeg højrøvet. ”Jeg har dog aldrig set en så uspiselig omgang lort før, lavet af en kvindelig kok.”

Hendes mund åbner på vid gab, og de mørke øjne bliver først store og runde, men så kniber hun dem sammen, og den velformede mund med de fyldige læber bliver lukket til en smal streg.

Det gør hende sgu ikke mindre tiltrækkende altså.

”Og hvad er der så galt med lortet på din tallerken?”

”Smag kødet for eksempel,” befaler jeg.

”Ellers tak, jeg er vegetar,” er hun hurtig til at svare.

”Klart!” ler jeg arrogant.

Hun spyer ild. ”Fordi nu kender du mig jo, så du ved, hvad jeg putter i munden.” Hvorfor er det lige, jeg kan se min pik blive ført ind i hendes mund ved de ord? Hun fortsætter: ”Skal vi komme tilbage til emnet om din mad eller … nej undskyld, lortet på din tallerken? Hvad er der galt med det?”

”Hvad er der ikke galt?” håner jeg. ”Sovsen skiller. Kødet er skåret forkert, og kartoflerne smager af…”

Kokken ser hurtigt på min tallerken. ”Du har jo ikke smagt kartoflerne,” vrænger hun.

”Undskyld hvad?” ler jeg hovent.

Hun sukker nedladende, og nu taler hun meget højt og meget langsomt:  ”Har du tændt for dit høreapparat? Nu er det anden gang, du ikke kan høre, hvad jeg siger.”

Fuck, hvor blodet koger i mine årer. Hun fortjener så meget at blive sat på plads. Og med det mener jeg: Spændes fast til korset, som jeg tit bruger til mine kvinder, mens jeg lader pisken sætte sine mærker på deres hud.

Med en knurrende lyd træder jeg frem, men fandeme om hun ikke gør det samme, mens hun lægger armene over kors, så de skubber hendes bryster op. Eller, det vil sige, jeg tror, at de vil skubbe attributterne op, for jeg kan rent faktisk ikke se noget som helst i den hvide rumdragt, hun har på.

Nu finder jeg sgu lige mig selv igen, og så får hun fandeme et møgfald.

Jeg lukker øjnene, tager en dyb indånding, og så giver jeg los. ”Hvor helvede har du taget din uddannelse henne? I en svinesti, eller på en mødding, for det der …” Jeg peger mod maden. ”… har intet med mad at gøre. Det er et under, du overhovedet har fået et job med de ringe evner. Måske skal du overveje en helt anden karriere, for det her er bestemt ikke vejen for dig.”

Hun er helt rød i det slanke ansigt, og selvom jeg er over et hoved højere end hende, puster hun sig alligevel op og snerrer højt: ”Og måske skulle du overveje at spise et sted, hvor man betaler mere end kun håndører for et måltid. Så kan det være at lortet vil smage dig.”

Overtjeneren kommer løbende fra den anden ende af lokalet, og jeg smiler ved tanken om, at hun nu skal skældes ud i stereo.

”Anna!”

Anna, tag din straf og lær at adlyde … Hmm, det klinger godt.

Jeg ryster den liderlige tanke af mig.

Den lille Anna vender sig ikke engang om for at se på sin overordnede. I stedet tager hun en dyb og skummende indånding, mens hendes mørke øjne ser bebrejdende på mig.

”Anna!” siger han igen, og nu står han lige ved siden af og stirrer på hende med et anklagede blik.

Bevidst viser jeg, hvor tilfreds jeg er over, at hun skal have endnu en skideballe. Med et lille smil blinker jeg til hende, og hun er tæt på at koge fuldstændig over.

”Du er fyret,” siger hendes overordnede og vender så sin opmærksomhed mod mig.

Jeg blinker overrasket og ser, hvordan hun langsomt vender sig mod sin nu forhenværende chef. ”Jeg er, hvad for noget?”

Det var ikke lige det, jeg ville opnå ved denne opvisning, men nu hvor situationen er der, hvor den er, kan jeg vel lige så godt hygge mig lidt ekstra.

”Vil du gentage det?” vrænger hun nu rødglødende til manden ved sin side.

Jeg er hurtig til at læne mig ned til hendes øre og hviske: ”Måske skal du skrue op for høreapparatet, så han ikke skal gentage sig.”

Hun ligner sgu næsten en bombe, der er lige ved at selvantænde, da hendes øjne kortvarigt lyner mod mine, men så fatter hun sig utrolig nok og spørger med sukkersød stemme, mens hun fastholder blikket på mig. ”Og hvorfor er jeg fyret?”

Jeg skal lige til at svare, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke er hendes chef.

”Fordi du råber op om, at det her er en dårlig restaurant med ringe mad. At folk får, hvad de betaler for.”

”Det gør jeg da i hvert fald ikke!” snapper hun.

Med morskaben lysende ud af mig, nikker jeg som svar på, at det rent faktisk var, hvad hun hentydede til, da hun råbte.

De næsten sorte øjne lyser af ærgrelse. Allerede nu har jeg læst hendes profil. Hun er en hidsigprop, der ikke kan kontrollere sine følelser. Hun agerer rent ud fra, hvad hun føler, og hun siger lige det, der falder hende ind.

Anna, lær at holde din mund og vent med at tale, til du får lov … Hmm, igen har det en smuk klang i mine ører.

Så med en hurtig bevægelse napper hun min tallerken og snurrer omkring for at skridte væk med hovedet holdt højt.

Mit blik tager turen op og ned ad hendes krop adskillige gange. Selvom det tåbelige kokkeoutfit dækker alt, er hun stadig helvedes sexet. Jeg sukker skuffet ved tanken om, at efter denne omgang kan hun nok ikke overtales til at smide tøjet, så jeg kan binde hende til korset og lære hende lidt om takt og tone.

Jeg holder vejret i forventning, da hun pludselig stopper. Langsomt drejer hun rundt, så vores blikke igen mødes, og for helvede, hvor hun egentlig tænder mig.

”Gloede du lige på min røv?” møder den hæse stemme mine følsomme ører. For fanden, den gør mig liderlig.

Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene, mens jeg laver en undskyldende grimasse uden at fjerne det lille smil.

Jeg tænder åbenbart også hende, men det er vist ikke på helt den samme måde, for da hun åbner munden, kommer der et hidsigt skrig ud, og jeg farer sgu helt sammen ved lyden. Er du sindssyg, hun er en hysterisk, lille sag.

Kvindens blik lyser af kun én følelse og det er, at hun har lyst til at yde vold. Igen havde jeg ret, da jeg aflæste hendes profil. Hende her agerer ud fra sine følelser og slår hjernen fra. Hun hæver hånden med tallerkenen, og mens skriget forvandles til en hidsig lyd, kyler hun tallerken i min retning.

Det er unødvendigt at søge dækning, så dårlig er hun til at ramme, og jeg kan ikke lade være med at smile, da jeg vender mig mod Lela. Eller det vil sige, Lelas plads, for hun er der nemlig ikke.

Overrasket ser jeg mig omkring, men hun er væk.

Overtjeneren undskylder og undskylder, til jeg er ved at brække mig.

”Hvor forsvandt min søster hen?” spørger jeg og griber trenchcoaten og halstørklædet.