Pernille Kim VÝrs

Forfatter i love litteratur

Aldrig igen

Julie

”Nej, ellers tak,” siger jeg frustreret. Jeg har virkelig ikke lyst til at bruge et sekund mere på det røvhul, som også er min ekskæreste. ”Du har fået to chancer, og nu er det slut. Nu kan du med god samvittighed stikke din pik i de tøser, du har lyst til uden at skulle finde på en løgn til mig.”

”Hey skat, det er jo ikke kun min skyld. Vi er to om det her,” siger kraftidioten fandeme, og jeg vil vædde med, at han selv tror på det.

”Undskyld, hvad for noget?” råber jeg ind i mobilen, mens vreden stiger til højder, der ikke er unormale, når jeg taler med ham. Det ender med, at jeg ødelægger noget, hvis ikke jeg afslutter denne samtale. ”Hvordan fanden kan det være min skyld, at du er utro – igen?”

”Du ved, hvor stort et behov jeg har, skat,” undskylder han. ”Jeg har kun været sammen med andre for at skåne dig lidt.”

Min mund står på vid gab, og selvom jeg har så mange svinere til ham, kommer der ikke et eneste ord ud.

”Giv mig en chance til, så lover jeg, at jeg nok skal søge hjælp?”

”Nu skal jeg give dig lidt hjælp,” vrænger jeg og i stedet for bare at afbryde opkaldet og lægge mobilen pænt fra mig, kyler jeg den ad helvede til. Det vil sige, den kommer så langt

som til væggen og …

Igen har jeg ingen mobil. Sidste gang jeg slog op med ham, kom jeg til at smide den ud ad vinduet.

Var jeg knust første gang, vi slog op? Ja, absolut. Græd jeg i dage? Ja. Elskede jeg ham stadig, selvom han havde været mig utro? Ja, det gjorde jeg, eller det troede jeg, at jeg gjorde. Det var også derfor, han fik en ny chance. Den chance holdt så to måneder, indtil en af mine veninder sendte et billede til mig. Det portrætterede ham med sin tunge langt nede i halsen på en alt for ung tøs.

Han er fireogtredive, og jeg er niogtyve. Han er et røvhul, og jeg er nu en fri kvinde – igen, igen.

Suk.

Er jeg helt til rotterne denne gang. Ja, eller … Jeg ved det sgu ikke. Jo, jeg er måske ked af det, men mit hjerte er ikke knust. Det kræver vel, at man elsker personen og kan se en fremtid med dem, gør det ikke? Det er svært at blive ved med at elske en, der elsker sig selv så højt, at der ikke er plads til andre. De to måneder, hvor vi skulle finde hinanden igen, har ikke været andet end skænderier og smækken med døre. Det er, som om jeg efter vores pause endelig så ham, som han i virkeligheden er. Og det er sgu svært at se forbi så stort et ego.

Jeg er harm og har så meget lyst til at få hævn på en eller anden måde. Nu er jeg så ikke typen, der går ud og knalder med den første og bedste men, hvor ville det være fedt, hvis jeg kunne slippe tøjlerne bare for en enkelt nat og så give ham igen af samme skuffe. Vil han få det at vide? Ja sgu da, hvis ikke vores fælles omgangskreds, der også besøger baren, min veninde og jeg skal på i aften, sladrer, så vil jeg selv sørge for at fortælle ham det.

Nå men, nu er jeg en fri fugl, og jeg skal igen til at sove alene i min seng. Jeg hader ensomheden, der plejer at krybe op om mig, når jeg slukker lyset. Hader at vide, at når jeg vågner senere på natten, vil ensomheden være det eneste, der holder mig med selskab.

Jeg tager arbejdsmobilen og åbner for en tom sms, så jeg kan skrive til min veninde.

Mig: Så blev han smidt på porten, og selvom du ikke tror mig, er det for good.

Sara: Så skal du have ny mobil igen, ser jeg. Og jeg tror på dig, skat. Jeg vil gerne have, du lover mig, at du i aften er lidt løs i det. Jeg siger ikke, du skal knalde nogen, men lov mig at du lader de stramme tøjler løsne lidt. Du vil blive så meget gladere, hvis du gør det. Og ja, jeg skal nok huske dig på det senere.

Mig: Det lover jeg. Faktisk lyder det ikke helt dumt med et knald med en totalt fremmed mand. Vil du tage et billede imens og sende det til røvhullet?

Sara: Det kommer aldrig til at ske for dig, det er kun mig, der tør sådan noget.

Mig: I aften gør jeg det.

Sara: Lad nu være med at presse dig selv. Men find en du kan sidde på skødet af og flirte med, så har du vist også overskredet en del af dine egne grænser, ikk’?

Hun har ret. Jeg er ikke særlig modig, men jeg vil fandeme give det et forsøg.

Mig: Du bliver overrasket over mit mod i aften!

Sara: Måske skal du tage pen og papir med, så du kan skrive noter ned, når du ser mig score ;-) Jeg skal så meget score i aften.

Mig: Du er godt klar over, du lyder som én på tyve, ikk’?

Sara: Og?

Mig: Du er toogtredive.

Sara: Men ligner en på nitten.

Mig: Har du nu været på selvtillidskursus igen?

Sara: Har du nu talt med Bo igen? ;-)

Bo er så min kæreste, eller nej jeg mener min ekskæreste.

Mig: Undskyld.

Sara: Du er tilgivet for din bemærkning om min alder, men ikke for at sige undskyld, når du udmærket ved, jeg ikke kan blive sur på dig.

Mig: Undskyld, fordi jeg siger undskyld.

Sara: Mødes vi ved vores bord klokken syv i aften?

Mig: Jeps. Husk at spise før du drikker.

Jeg sletter sms-tråden og pakker sammen, så der kun står computeren tilbage på skrivebordet. Jeg er advokat, nyansat i Skat og hader allerede mit arbejde. Ikke mine kolleger, der en efter en går ned med stress, men stillingen er ikke sjov. Nu ved jeg heller ikke, hvem der har sagt, at arbejde skal være sjovt. Jeg mener dog alligevel, at når jeg har taget en så grundig uddannelse, burde jeg vel også elske mit arbejde og måske også tjene lidt mere, end jeg gør nu. Jeg er allerede begyndt at se på stillingsannoncer, selvom jeg kun har været her i to måneder. Sådan har det altid været med mig. Jeg kan ikke finde mig til rette på nogen arbejdsplads. Det er aldrig kollegerne, jeg arbejder sammen med, kun selve opgaverne. Jeg keder mig alt for hurtigt.

Min storebror på seksogtredive år er lige sådan. Rastløs og uden job i øjeblikket. Vores forældre, som er flyttet til Jylland for at finde ro, er slet ikke på samme måde.

Nå, nok om det. I aften handler det om at slå sig løs og glemme, at livet endnu en gang er løbet ned ad bakke, eller er det op ad bakke? Jeg ved det ikke. Jeg føler i hvert fald, at det er hårdt lige i øjeblikket.

 

Jay

 

Kasper er som altid på pletten, da jeg ankommer til baren. Her er ikke helt fuldt af gæster endnu, men det skal nok komme. Vi har aldrig været her før, men jeg synes, det kunne være godt med noget nyt.

Det er fredag aften, og vi befinder os inde midt i byen. Min plan er dog, at vi ikke bliver her så længe. Hvis ikke han allerede nu har fundet et interessant emne, får jeg ham til at ringe til Charlotte. Hun har kendt os gennem adskillige år, så hun er sikker grund.

Jeg er her kun for Kaspers skyld. Det her er nemlig hans ønske, som jeg lovede at opfylde. Han har brug for at se, om der er nye emner, der kan vække vores interesse. Jeg føler mig nu ikke særlig oplagt, men nu har jeg lovet ham det, og jeg holder altid mit ord.

Først da jeg trækker frakken af, opdager han mig og snurrer omkring.

”Hej Kasper,” hilser jeg, og vi krammer hårdt men flygtigt. Det er vigtigt for mig at mærke, hvor hans sind er, og på denne måde, når vi krammer, ved jeg lige nøjagtig om i aften skal droppes, eller om han er med mig og kan fokusere på opgaven.

”Noget spændende?” spørger jeg og bestiller en whisky.

Han ryster på hovedet. ”Ikke rigtig nej. Måske en enkelt, men jeg ved sgu ikke. Jeg tror ikke, du vil bryde dig om hende.”

”Ikke det?” spørger jeg og nipper til min drink. ”Vis mig hende.”

Kasper spejder rundt i lokalet, men sukker så og vender sig mod mig i stedet. ”Enten er hun allerede gået, eller også er hun på toilettet.”

Jeg smiler beroligende til ham. ”Slap nu lidt af, ellers ringer vi bare til Charlotte, hvis der skal ske noget i dag.”

Han nikker, og jeg ser tydeligt i hans smukke pretty-boy ansigt, at han hellere vil i gang med at lære en ny op. Ivrig efter nyt. Nysgerrig efter at udforske. Sådan er han, det var jeg klar over, da jeg besluttede, at vi skulle danne team for tre år siden.

Jeg kan ikke lade være med at smile af hans utålmodighed og siger, ”kom, drik et glas med mig og lad os snakke lidt i stedet.”

Kasper adlyder, ikke fordi han skal gøre det – endnu, men fordi han ønsker det.

Jeg er syvogtredive år og medejer af adskillige olie-boreplatforme rundt om i verdenen. Mine tre andre kompagnoner, Adrian, Nick og Leander er for tiden i udlandet. Ikke det samme udland dog, men hvert deres for diverse møder. Vores forskellige positioner kræver, at vi rejser en del, men denne jul er det min tur til at nyde det danske, pissekolde vejr. Mine kompagnoner holder skansen den næste uge, hvorefter det så er mig, der skal tage vagten for en af de andre. Hmm, det må være Leanders tur til nogle fridage næste gang, hvis jeg husker rigtigt.

Det er et ensomt liv, men ikke et jeg fortryder. Jeg har ikke noget imod de sene aftener eller at min seng er tom, når jeg smider mig i den.

Var jeg ked af mit liv, som det er nu, ville jeg bare ændre det. Så simpelt er det. For nu trives jeg og har ikke i sinde at ændre på noget.

Min far er død og min mor er indlagt med en brækket hofte. Selvfølgelig overlever hun den snarlige operation, men jeg kan da godt mærke, at anspændtheden over, hvor svækket hun er blevet de sidste par år, ligger tungt på mine skuldre.

Ellers har jeg ingen anden familie, og det gør mig ikke noget. Jeg har ikke tid til den omsorg, det kræver at pleje en familie. For fanden da, jeg har dårligt tid til at besøge min gamle mor.

Børn? Nej, og jeg skal heller aldrig have nogen. Tænk, hvis de får de samme syge tendenser, jeg har. Nul! Det vil jeg ikke stå til ansvar for. Det kræver vel også, at jeg forelsker mig og har lyst til at dele min seng med en kvinde.

Igen. Jeg nyder virkelig at fylde al pladsen, når jeg sover.

Hvis jeg har lyst til det, vil jeg sagtens kunne gå på pension i dag og leve livet af alle mine mange penge, men hvorfor skal jeg dog det? Hvad skal jeg så foretage mig? Jeg nyder at arbejde, og jeg nyder, at det er tolv fjorten timer hver dag. Heller ikke det har jeg tænkt mig at lave om på.

Kun når en aften som denne kalder.

Der skal også være plads til sjov.

I aften er dog alt andet end det. Vi kan ikke sløse, når vi er på udkig efter et nyt emne.

Jeg ser en storbarmet blondine vifte med hånden, mens hun forsøger at fange Kaspers opmærksomhed. Hendes mørkhårede veninde sidder med ryggen til os, men er ved at vende sig.

Blondinen kalder på Kasper, og jeg prikker til ham. ”Nogle af dine venner måske?” Ved min gud, jeg håber det ikke.

Han ler og fløjter som en liderlig mand.

Jeg kan ikke lide ham sådan og bruger min dominante stemme. ”Stop det.” Jeg bryder mig ikke om, at kvinder bliver behandlet for andet end det, de er, nemlig de smukkeste og mest geniale skabninger i universet. Kasper burde vide bedre.

Han adlyder med det samme, mens han undskylder ved at sige, at han glemte sig selv.

”Se lige hende der,” siger han kort efter, da han har lænet sig mod mig. ”Det er lige hende, vi leder efter.”

Jeg ryster på hovedet uden at se mere på kvinden. ”Nej. Hun er … ikke min stil.”

Kasper ser forbløffet på mig. ”Ikke blondinen. Hende den anden.”

Jeg drejer hovedet og ser ned på dem, eller rettere sagt på kvinden, der sidder med ryggen til os. I det samme vender hun sig for at se vores vej. Synet af sugerøret, der bliver bidt sammen af hendes tænder, gør noget ved min libido, og jeg er straks en hel del mere interesseret. At hun i hast vender sig, som ønsker hun, at vi ikke skal se hende betragte os, lukker aftalen.

Vi har fundet hende.

Hun er slank. Omkring en meter og syvogtres i højden. Maks femoghalvtreds kilo. Næsen er svær at se, men de øjne ... Selvom her er en dunkel belysning, er det tydeligt at se, hvor meget de mørke øjne kan ophidse en mand. Skostørrelse? Hmm … Jeg skyder på syvogtredive.

Er jeg så god? Ja, det er jeg. Jeg har gjort det til en pligt at læse kvinder hurtigt.

”Præsenter os for din blonde veninde,” meddeler jeg, og vi bevæger os ned til dem.

”Vi er på?” spørger han og jubler sgu næsten som en dreng, der får at vide, at han skal i Tivoli.

”Lad os nu se, om hun er interesseret.”

 

Julie

 

”Åh wauw,” stønner min veninde Sara teatralsk. ”Se lige de to. De må meget gerne holde os med selskab, og gerne hele natten og i morgen med.”

Jeg drejer mig halvt i stolen for at se, hvem hun nu har fundet til os. Det er altid det samme hver gang, vi er ude. Sara finder et par mænd, der ser ud til at savne kvindeligt selskab, og så smutter vi, når vi ikke gider dem længere. Totalt teenagertøser.

To mænd i jakkesæt står ved baren og taler om noget, der for den ene ser meget vigtigt ud, men for den anden ikke lige så alvorligt.

”Ikke mappedyr,” klager jeg og bider i sugerøret, som jeg har taget op af hendes drink.

”Men de er lækre,” hviner hun og retter på toppen, så barmen strutter for opmærksomhed. Jeg er så misundelig på de bryster. Mine er små, men jeg er også meget spinkel, så det skal vel passe sammen det hele – bildte min mor mig ind, da jeg var teenager og græd på grund af deres størrelser.

Så vender den ene sig, og hun kommer til at grine ikke så lidt damet. ”Det er sgu da Kasper, det der.”

”Hvem Kasper?” spørger jeg uinteresseret, men vender mig alligevel om igen, og betragter manden, der har vendt sig mod alle gæsterne. Han spejder, som leder han efter selskab.

”Ham, min bror havde med til sit bryllup. Han var hans forlover.”

Jeg kniber øjnene sammen for bedre at kunne se ansigtet i det dunkle lys. ”Nåå, ham,” siger jeg uden overhovedet at kunne huske ham. Jeg ser væk igen.

”Vent lidt.” Sara rejser sig og vifter med hånden over hovedet, mens hun kalder. ”Kasper. Hey Kasper, kom her og sæt jer.”

Fandens også, jeg har ikke lyst til at have et par mappedyr hængende på os hele aftenen.

Stadig med sugerøret i munden ser jeg deres vej for at tjekke dem ud. Ham, der må være Kasper, har blondt hår. Det er en smule rodet på toppen, men det passer godt til ham. Han har en playboys ansigt og en krop, der stensikkert kan få mig til at savle, mens han får lov til at udforske min. Selv herfra, kan jeg se det flirtende blik og smilet, der hænger om hans læber. Han er på udkig efter en godte, det er der ingen tvivl om.

Han skal nok få scoret, inden natten er omme.

Den anden mand er en anelse højere og nok også lidt bredere over skuldrene. Han er til gengæld mørkhåret, jeg vil næsten vove mig ud i at sige sorthåret. Det er ikke til at se hvilken øjenfarve, men jeg gætter mig til, at de er mørke, for der hviler noget dystert over ham, og det vil mørke øjne passe virkelig godt til. Ansigtet er markeret, og den lige næse får ham til at minde om en statue, der er lavet for at gøre alle andre mænd jaloux, fordi de ikke ser lige så perfekte ud som ham.

Kasper får øje på os.

”Kasper, for fanden,” ler Sara. ”Kom nu. Bare tag ham lækkermåsen med dig. Vi har masser af plads.” Til mig stønner hun, ”shit, de er lækre begge to, men ham den mørke … Mmm … Der er virkelig noget dystert og utæmmet over ham.”

Kasper smiler og vinker, men før han tager imod invitationen, vender han sig mod sin ven og læner sig tættere på ham for at sige noget.

Vennen ser end ikke vores vej, før han ryster på hovedet.

Hvad fanden? Spurgte Kasper, om de skulle tage imod invitationen, og svarede hans rådne ven lige nej?

”Sara,” siger jeg lettere pinlig. ”Sæt dig ned. De gider ikke. Jeg har egentlig heller ikke lyst ti…”

Jeg ser mig over skulderen på dem, og det er meningen, at jeg vil fortsætte, men Kaspers ven ser i vores retning. Faktisk er hans blik rettet mod mig. Okay, så han har stålgrå øjne, og er du gal et blik. Som sender han små elektriske lynnedslag i min retning med det grå stål. Jeg vender mig forskrækket om. Hjertet slår pludseligt alt for hårdt.

Jeg forstår ikke, hvad der sker med kroppen. Jeg kender ham ikke, jeg har aldrig set ham før, og alligevel føler jeg et savn, jeg ikke har følt før. Som har han været min i en anden tid, og endelig kan jeg få ham tilbage.

”Yes!” udbryder hun og slår mig let på skulderen. ”De kommer nu.”

Shit, shit, shit.

Mine håndflader bliver svedige, og nerverne tager til, uden jeg ved hvorfor. Det her er virkelig ikke en god reaktion.

”Sara, jeg har virkelig ikke lyst til a…”

”Hej,” rumler en dyb stemme og som har den fysiske hænder, føler jeg, at den griber fat om mit hjerte, og sindet sukker drømmende.

”Hej med jer.” Der er straks flirt i Saras stemme. ”Hva’ så, Kasper? Hvordan kører det?”

”Som på skinner,” hører jeg hans svar. Hans stemme er fyldt med usagte løfter om kærtegn og kys, men den får mig ikke til at reagere så voldsomt, som den anden mands stemme gør.

De krammer, og han præsenterer sin ven som Jay. En forretningspartner.

”Og det her er min generte veninde, Julie,” stikker Sara. ”Hun kan ikke gå, så hun er nødt til at blive siddende. Det er slet ikke, fordi hun er uhøflig overhovedet.”

Jeg himler med øjnene og siger højt, så alle tre kan høre mig. ”Jeg er uhøflig, jo. Min mor var ikke streng nok, da jeg var barn og ikke adlød. Hun opgav at belære mig om gode manerer.”

Den mørkhårede kæmpe sætter sig i stolen ved min ene side, mens hans rumlende stemme griber fat om den kvindelige del af mig. ”Det er der metoder for.”

”Undskyld, hvad?” Jeg ser perpleks på ham og med det samme vores blikke ramler sammen, er det, som om hans øjne har fanget mig i deres helt egen ubetrådte verden. Jeg vil løsrive mig, men han tillader det ikke.

”Lydighed,” forklarer han roligt og åbner jakken, så han kan sidde bedre. ”Der er masser af måder at lære det på.”